En kirke med noget på hjerte
Frikirker er klassisk kristendom i en nutidig udformning. Det ’klassiske’ betyder, at frikirker har samme udgangspunkt som Den Danske Folkekirke og andre kristne kirker i verden. De bruger den samme autoriserede bibeloversættelse og opfatter grundlæggende evangeliet på samme måde.
Ordet ”evangelium” betyder ”gode nyheder”. Jesus sammenfatter hele det kristne budskab i en enkelt sætning, der rammer plet i en sådan grad, at den ofte er blevet kaldt ”Den lille bibel”:
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. (Det står i Johannes-evangeliet kap. 3, vers 16).
Ordet ”evangelium” betyder ”gode nyheder”. Jesus sammenfatter hele det kristne budskab i en enkelt sætning, der rammer plet i en sådan grad, at den ofte er blevet kaldt ”Den lille bibel”:
”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. (Det står i Johannes-evangeliet kap. 3, vers 16).
Hverdagsteologi
For frikirker er det vigtigt at finde ud af, hvad de gode nyheder betyder for mennesker i dag. Her er et eksempel på, hvordan ovenstående bibelvers i en prædiken kan tolkes ind
i en moderne sammenhæng:
Her er ”Den Apostolske Trosbekendelse” den mest brugte i protestantiske kirker:
i en moderne sammenhæng:
- Når mennesker føler sig ensomme og forladte, er det gode nyheder, at de får at vide, at Gud elsker dem.
- Det er gode nyheder for den, der slider med stor skyldfølelse, at Jesus ved sin død på korset har båret og taget menneskers skyld.
- Det er gode nyheder for den, der ikke kan se nogen fremtid foran sig, at Gud kan fylde det indre med sin fred og give håb om et evigt liv i fællesskab med ham.
- Det er gode nyheder, at livet gennem troen på Jesus får en dybere mening, fordi man lever for noget, der er større end én selv.
- Det er gode nyheder, at man ved troen får overskud til også at hjælpe sine medmennesker og påtage sig et etisk og socialt ansvar i verden.
Her er ”Den Apostolske Trosbekendelse” den mest brugte i protestantiske kirker:
- ”Vi tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.”
Spiritualitet - helt nede på jorden
Hvis man går til gudstjeneste i en folkekirke, kan man på forhånd være temmelig sikker på, hvilke tekster der læses og prædikes over på en given søndag. Der er regler for, hvordan gudstjenesten forløber, og hvem der siger noget. Man kan også være sikker på, at salmerne ledsages af orgelmusik – og i det hele taget, at der tages vare på en bestemt og som oftest lidt højtidelig stemning. For mange giver dette en tryghed og en ro, som er vigtig for dem.
Frikirke for alle
I de allerfleste frikirker er det anderledes, for her giver man gerne plads til den mere spontane inspiration. Her er det ikke kun præsten, som antages at have et ord fra Gud, men det kan også sagtens være andre, der er til stede. På mange måder spiller menigheden meget mere med ved en gudstjeneste. Har man noget på hjerte, er man fri til at fortælle det, lige på stedet. I store kirker skal man dog lige tale med mødelederen om det først. Men spontan inspiration – også kaldet profetiske ord og billeder – har stor værdi i frikirkemiljøet og nyder almindelig respekt.
Selvfølgelig er der også stor forskel på de spirituelle udtryk fra frikirke til frikirke. Men f. eks. er det meget almindeligt, at man beder sammen, hvor de, der deltager, beder højt efter hinanden. Et andet typisk træk ved den frikirkelige spiritualitet er bibellæsningen, der både kan være en del af den enkeltes personlige liv med Gud, men også noget, man gør sammen med andre. Man tror på, at Gud kan gøre det samme som på Bibelens tid, og forventer, at han gør det, når man beder for sig selv og andre. I det hele taget giver man mere plads til den spontane spiritualitet.
I mange frikirker værdsætter man den side af det det spirituelle liv, der især kommer frem under den personlige bøn, hvor ikke alle ord nødvendigvis behøver gå gennem ens forstand. For ’det medfører som oftest begrænsninger eller i det mindste en filtrering – og hvem kan fuldt ud forklare, hvad der gemmer sig dybest nede i hjertet’? Denne dybe forståelse af den åndelige samtale med Gud kan føre den enkelte ind i dyb og stille meditation, hvor man oplever, at Gud taler til ens hjerte. Den kan også komme til udtryk i det, der kaldes tungetale, og som forstås som en gave fra Gud. Det opleves som et hjertesprog direkte mellem menneske og Gud. De, der praktiserer denne form for bøn, kan ofte fortælle om en erfaring af tydelig indre frigørelse og lettelse.
En anden spirituel side i mange frikirker er troen på, at Gud kan helbrede mennesker i dag. Jesus brugte jo ret meget tid på at helbrede folk.
Hvis man tror på, at han er opstået og lever i dag, skulle helbredelser så ikke fylde lidt mere i kirken? Jo, mener de fleste frikirker. Og indimellem sker det faktisk, at folk enten får det bedre eller bliver totalt helbredt efter forbøn.
Spiritualitet i frikirkerne er ikke alene en sag mellem Gud og den enkelte og forbliver aldrig kun noget usynligt ”føleri”. I frikirkerne undervises der om, at troen skal have konkrete
konsekvenser i dagliglivet. Gud har skabt mennesket til at leve i fællesskab, og Gud har givet mennesket den opgave at passe godt på jorden, som er det hjem Gud har givet mennesket. ”Du skal elske din næste som dig selv” siger Jesus, og ”elsk dine fjender!” Dermed opfordrer han enhver til at leve med kærlighed som det styrende princip i forhold til andre.
Selvfølgelig er der også stor forskel på de spirituelle udtryk fra frikirke til frikirke. Men f. eks. er det meget almindeligt, at man beder sammen, hvor de, der deltager, beder højt efter hinanden. Et andet typisk træk ved den frikirkelige spiritualitet er bibellæsningen, der både kan være en del af den enkeltes personlige liv med Gud, men også noget, man gør sammen med andre. Man tror på, at Gud kan gøre det samme som på Bibelens tid, og forventer, at han gør det, når man beder for sig selv og andre. I det hele taget giver man mere plads til den spontane spiritualitet.
I mange frikirker værdsætter man den side af det det spirituelle liv, der især kommer frem under den personlige bøn, hvor ikke alle ord nødvendigvis behøver gå gennem ens forstand. For ’det medfører som oftest begrænsninger eller i det mindste en filtrering – og hvem kan fuldt ud forklare, hvad der gemmer sig dybest nede i hjertet’? Denne dybe forståelse af den åndelige samtale med Gud kan føre den enkelte ind i dyb og stille meditation, hvor man oplever, at Gud taler til ens hjerte. Den kan også komme til udtryk i det, der kaldes tungetale, og som forstås som en gave fra Gud. Det opleves som et hjertesprog direkte mellem menneske og Gud. De, der praktiserer denne form for bøn, kan ofte fortælle om en erfaring af tydelig indre frigørelse og lettelse.
En anden spirituel side i mange frikirker er troen på, at Gud kan helbrede mennesker i dag. Jesus brugte jo ret meget tid på at helbrede folk.
Hvis man tror på, at han er opstået og lever i dag, skulle helbredelser så ikke fylde lidt mere i kirken? Jo, mener de fleste frikirker. Og indimellem sker det faktisk, at folk enten får det bedre eller bliver totalt helbredt efter forbøn.
Spiritualitet i frikirkerne er ikke alene en sag mellem Gud og den enkelte og forbliver aldrig kun noget usynligt ”føleri”. I frikirkerne undervises der om, at troen skal have konkrete
konsekvenser i dagliglivet. Gud har skabt mennesket til at leve i fællesskab, og Gud har givet mennesket den opgave at passe godt på jorden, som er det hjem Gud har givet mennesket. ”Du skal elske din næste som dig selv” siger Jesus, og ”elsk dine fjender!” Dermed opfordrer han enhver til at leve med kærlighed som det styrende princip i forhold til andre.
